onsdag den 30. marts 2011

Per Frederiksen kom til DR Byen idag med en ide. Efter en dag under udvikling hos kompetente programudviklere, ser den nu ret anderledes ud. 

Lars Trudsø fra DR Programudvikling faciliterede igen den kreative konceptudvikling af tredje iderundes vinder, SOS SU. Vi blev igen delt ind i to teams, men den her gang skulle begge grupper arbejde på den samme ide. Det er fordi vi kun har 5 idevindere, så vi deler dem op af tre omgange. Så til næste udviklingsdag er det 4. og 5. idevinder. 

Jeg sad sammen med Per og udviklede på det koncept han kom med. Af flere omgange blev der ændret på det, hvilket betød at vi til slut stod med et produkt vi tænkte kunne foregå på TV og web. TV programmet skulle være værtsbaseret med 4 hovedpersoner, studerende, som man følger. Hvert program har så en tematik, hvor man berører nogle af de emner unge studerende kommer ud for - f.eks. boligsituation. 

Web skulle så være livet efter TV programmet, hvor man skal kunne finde tests, anmeldelser, rankings af fester/personer/udd. steder, en personlighedstest der giver dig svar på hvilket studie der passer bedst til dig eller om du bedst passer til at bo på kollegie eller i herskabslejlighed. Websiden skal være brugerorienteret og både være informativ og underholdende. 

Den anden gruppe, som på mange måder havde helt frie tøjler i og med ingen af dem havde hørt om idéen før eller tænkt tanker på forhånd, udviklede et TV program der skulle fokusere meget på job/karriere, succeshistorierne om folk der skaber sig en karriere efter studiet eller formår at studere 'optimalt' samt en APP som kan hjælpe den enkelte til at sætte sig nogle studiemæssige mål og opnå dem. 

Vi endte altså ud med to ret forskellige koncepter, og Per skal nu hjem og tænke over hvad han synes fungerer bedst. Næste skridt i forløbet er så at Per skal have pitchtræning med Lars Trudsø, så han bliver top tunet til at pitche hans ide for ledelsen i DR. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar