onsdag den 13. april 2011

Idekonkurrencen slutter

Det er i dag onsdag d. 13 april og kl. 14.00 slutter idekonkurrencen. Med chance for at lyde halv-sentimental, så er jeg ret sikker på at det er grunden til det triste og lidt kedelige vejr. Tillad mig at tage dig med tilbage og genopleve minderne med DR Partisan. 




Faktisk skal vi helt tilbage i oktober/november 2010. Det var nemlig der Lars og Susanna slog stillingen som community manager op inde på facebook siden. Der var omkring 70 ansøgere og omkring 25 blev valgt ud til samtaler. Så Lars og Susanna tog rundt i det danske rige og havde jobsamtaler med en masse skønne mennesker (har de fortalt). De endte med at udvælge 10 til at gå videre som kandidater til jobbet. Og så var der et lille twist


De ti kandidater (inklusiv mig) skulle nemlig kæmpe om jobbet på en lidt utraditionel måde. I 22 dage var der en afstemning på facebook om hvem der skulle have jobbet. Den der havde flest stemmer d. 22 december, hvor afstemningen sluttede, fik det jobbet. Og surprise, surprise - det var mig! Victor Johansen gav mig konkurrence til stregen, og han sidder idag som del af den dygtige jury og bestemmer hvilke ideer der vinder.
Det var rigtig sjovt at kæmpe om et job på den måde, men også en kæmpe udfordring at skulle samle stemmer ind til sig selv. Samtidig var det også lidt underligt ikke at blive direkte valgt til jobbet, men mere selv være med til at afgøre om man fik jobbet eller ej. 


Så er vi fremme ved idekonkurrencen, som startede d. 3 januar 2011. Konkurrencen bestod af fem iderunder, som hver varede ca. 20 dage. I den første runde kom der mange ideer ind og det var fedt at mærke opbakningen til projektet. Vi var ude på Vallekilde Højskole og holde vores første workshop, og det var rigtig sjovt, selvom der sidenhen er blevet lavet en del forbedringer på vores fremgangsmåde. 
Mit Partisan klistermærke som sidder under mit tastetur. Kan du fornemme fedtmærkerne fra mine hænder?
En smule klamt, men viser meget godt hvor meget Partisan er blevet brugt de sidste fire måneder.


I anden runde kæmpede vi mere for at få nogle ideer banken. og det endte med at de samme fire ideer fra Top 5 første runde, endte i Top 5 igen. Men til tredje runde lavede vi afstemningsreglerne om, således at man ikke længere kunne stemme hver dag, men kun havde en stemme pr. ide pr. runde. 



Det ændrede rigtig meget ved Top 5 og jeg var glad for at man nu bedre kunne se hvem der var engageret i at komme ud og få en større kreds til at stemme på sig. Og netop engagement har jeg oplevet som et nøgleord i DR Partisan. Både fra skaberne bag og fra idevinderne. 


Indrømmet - det har ikke været lutter lagkage hele vejen igennem. Over en lang periode måtte vi kæmpe med saboterende indlæg og kommentarer på facebook siden fra bl.a. Licens Lars. Det var rigtig ødelæggende for den gode stemning på siden, og jeg tror det skræmte brugere væk fra siden, desværre. Det var også hårdt for mig personligt, at skulle se mit arbejde halvvejs saboteret på en så meningsløs måde. Men vi fandt en løsning og siden har der været god stemning på projektet. 


Den fjerde og femte iderunde har været helt vidunderlige. Der er kommet nogle sindsygt gode og relevante ideer ind i konkurrencen, og juryen har virkelig været på arbejde for at finde de helt rigtige vindere ud af de mange potentielle. 

  • 1. idevinder: Marie Ramhøj - "Drik en øl med mig"
  • 2. idevinder: Peter Boesen - "Rickshawrun"
  • 3. idevinder: Per Frederiksen - "SOS SU"
  • 4. idevinder: Mathias Bay - "DR eSport"
  • 5. idevinder: Yet to come...



Men ind i mellem alt det her har vi jo været på besøg mange steder... Vallekilde Højskole, TEKO i Herning, ASB i Aarhus, KUA i København, en 3.g. klasse fra Haslev Gymnasium kom til DR Byen og Unibaren i Aarhus. Det var været sindsygt fedt at møde alle de unge vi har talt med gennem projektet. Tak for jeres imødekommenhed, åbenhed, nysgerrighed og iderige tanker.


Men selvom idekonkurrencen slutter idag, betyder det ikke at DR Partisan er helt slut. For som sagt har alle idevinderne jo vundet for 30.000 kr til at udvikle deres ide i samarbejde med professionelle OG de skal pitche deres ide. Det er virkelig sejt at de tør! Men det er også en kæmpe mulighed for dem, og jeg følger selvfølgelig med i det hele og jeg glæder mig til den sidste dag, hvor ideerne skal stå deres endelig prøve foran  top-top cheferne i DR.

Men til slut skal lyde et.... TAK TIL ALLE DER HAR BIDRAGET TIL DR PARTISAN!

tirsdag den 5. april 2011

DR quiz i Unibaren, Aarhus

Kl. 20.00 i går aftes var unibarens lokaler i Aarhus fuldstændig proppet med mennesker. Halvdelen af aftenens quiz stod i DR's tegn. 


Quizmaster Niels præsenterede de fire DR-kategorier for de omtrent 15 hold der deltog i quizzen, som bestod af to halvlege. Første halvleg handlede om DR og anden halvleg om fire random kategorier, som kvindesolister og suppe, steg og is.

De fire kategorier om DR. 
Men før selve quizzen gik igang præsenterede jeg kort hvad DR Partisan egentlig var for noget og hvorfor vi gerne vil i dialog med de unge i Aarhus. Vi har jo flere gange holdt workshops, hvor der helt konkret er blevet genereret ideer til idekonkurrencen, men formålet med arrangementet igår var egentlig bare at gøre opmærksom på projektet og sørge for at folk fik en hyggelig og god oplevelse med DR. Og der var afsindig god stemning hele aftenen blandt folk i den lidt mørke kælder under Stakladen på Aarhus Universitet.

Quizzen sluttede af med en bonuskatego, som stillede tre skarpe spørgsmål til det jeg havde sagt i min intro i starten - så der blev folk lige sat på prøve om de nu havde hørt ordentlig efter ;-)

Partisan t-shirts blev delt ud til det tabende hold som en lille trøstepræmie, og til 2. og 3. pladsen var der også t-shirts plus øl som Unibaren stod for og det vindende hold vandt fire koncertbilletter til en koncert med Naja Rosa, som studenterhuset har arrangeret d. 21 april.

Det var i realiteten det sidste event for DR Partisans vedkommende. Nu står der tilbage at finde den femte go sidste idevinder, og så skal de alle sammen have pitchtræning så alle fem er klar og parate til at præsenterede deres ideer for top ledelsen.